Germanus

Oprindelse

Germanus kommer af latinens germanus ('broder, ægte broder, af samme blod'). Det blev tidligt brugt som personnavn og bæres af flere helgener fra senantikken og den tidlige middelalder. Til samme navnefamilie hører den franske form Germain og den italienske Germano.

Betydning

'Broder' eller 'ægte broder' — afledt af latinens germanus.

Kulturelle referencer

Almanakkens dag den 31. juli mindes Sankt Germanus af Auxerre (ca. 378–448), en galloromersk biskop, der før sit kirkelige embede havde været uddannet jurist og romersk embedsmand. I 429 blev han sendt til Britannien for at bekæmpe den pelagianske vranglære, og under opholdet skal han efter Bedas beretning have ført briterne til den såkaldte allelujasejr over pikter og saksere — vundet uden sværdslag, alene ved hærens fælles råb. Hans rejse er først beskrevet af Constantius af Lyon og siden gengivet af Beda i Historia ecclesiastica. En anden og yngre helgen, Sankt Germanus af Paris (ca. 496–576), var biskop i Paris og fik en kirke opført af frankerkongen Childebert I; efter hans død blev den omdøbt til Saint-Germain-des-Prés og gav navn til det parisiske kvarter — hans egen festdag er dog den 28. maj. Kvarteret omkring Saint-Germain blev i 1900-tallet eksistentialismens centrum med Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir på Café de Flore.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark. Navnet lever videre i kirkehistorien og frem for alt i pariserkvarteret Saint-Germain-des-Prés' navn, mens de levende former Germain (fransk) og Germano (italiensk) hører hjemme i den romanske navnetradition.

Beslægtede navne

• Germain
• Germano