Villebaldus

Oprindelse

Villebaldus er en latinsk variantform af det germanske Willibald, sammensat af willeo ('vilje') og bald ('modig, dristig'), altså 'dristig i sin vilje'. Navnet bredte sig gennem dyrkelsen af Sankt Willibald, og den variante stavemåde Villebaldus er en lokal almanakform, der aldrig vandt selvstændig udbredelse i Danmark. Det germanske kampelement bald genfindes i en række gamle navne som Theobald og Adalbald.

Betydning

'Dristig i sin vilje' — sammensætning af germansk willeo ('vilje') og bald ('modig, dristig').

Kulturelle referencer

Sankt Willibald (ca. 700–787) var en angelsaksisk benediktinermunk og missionær, der regnes som den første kendte englænder, der drog på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. Hans rejseberetning Hodoeporicon — som han sidst i livet dikterede til nonnen Hugeburc af Heidenheim, en slægtning — er en af de tidligste pilgrimsskildringer i europæisk litteratur og fortæller om hans færd gennem Middelhavet, Lilleasien, Jerusalem og Konstantinopel i 720'erne. I 740 sendte pave Gregor 3. ham til Tyskland for at bistå Bonifatius i missionen; han blev præsteviet og i 740'erne indviet til biskop af Eichstätt i Bayern, et embede han bestred i over fyrre år, og han blev helligkåret i 938 af pave Leo 7. Hans bror Winnibald og hans søster Sankt Walburga, der har givet navn til valborgsaften, hørte ligeledes til den angelsaksiske missionærslægt. Hans festdag den 7. juli er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato. Den tyske form Willibald har haft en vis udbredelse i katolske egne af Sydtyskland, navnlig omkring Eichstätt, hvor Sankt Willibald er stiftets grundlægger og skytshelgen, mens den danske almanakform Villebaldus alene er et kalendernavn fra den førreformatoriske helgendyrkelse.

Beslægtede navne

• Willibald