Vigilius

Oprindelse

Vigilius er et romersk navn, afledt af latinens vigil ('vågen, opmærksom'), beslægtet med vigilia ('nattevagt'). Det blev videreført i kristen tid gennem dyrkelsen af Sankt Vigilius af Trient og af pave Vigilius, og den italienske form Vigilio bevarer den latinske rod. Roden vigil lever desuden videre i fremmedordene 'vigilant' og 'vigilante' og i kirkesproget i ordet 'vigilie', betegnelsen for aftenen før en helgenfest.

Betydning

'Den vågne' eller 'den opmærksomme' — afledt af latinens vigil.

Kulturelle referencer

Sankt Vigilius af Trient (ca. 353–405) var biskop og missionær i de italienske Alper. Efter studier i Athen blev han omkring 380 valgt til biskop af Trient, hvor han forkyndte mod arianere og hedninger og oprettede en række menigheder i nabodistrikterne Brescia og Verona. I Rendena-dalen kastede han efter overleveringen en statue af guden Saturn i floden Sarca og blev derpå stenet til døde af de rasende hedninger; han æres som martyr og skytshelgen for Trentino, og hans egen festdag er den 26. juni. Navnets anden kendte bærer er pave Vigilius (pave 537–555), der virkede i en vanskelig periode under den gotiske krig og kejser Justinian. Han spillede en kontroversiel rolle i trekapitelstriden: efter først at have nægtet blev han ført til Konstantinopel og under hårdt pres tvunget til modvilligt at fordømme de omstridte skrifter, hvilket udløste et skisma i den vestlige kirke. I den danske almanak står Vigilius på den 31. januar.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato og i kirkehistorien. Den italienske form Vigilio holdes stadig i hævd i Trentino, hvor Sankt Vigilius er regionens skytshelgen og giver navn til byens domkirke og til den store sommerfest Feste Vigiliane, mens navnet i dansk sammenhæng står som et rent kalendernavn fra den førreformatoriske helgendyrkelse.

Beslægtede navne

• Vigil
• Vigilio