Vigand

Oprindelse

Vigand er den danske form af det germanske Wigand (også Wiegand), oprindelig et tilnavn dannet af præsens participium af det oldhøjtyske verbum wīgan ('at kæmpe'), altså 'den kæmpende' eller 'krigeren'. Det samme kampelement wīg- indgår i en række germanske navne som Ludvig (Hlud-wig, 'berømt i kamp') og Hedvig (hadu + wīg, begge med betydningen 'kamp, strid'). I dansk kendes Vigand næsten udelukkende som almanaknavn.

Betydning

'Den kæmpende' eller 'krigeren' — afledt af det germanske wīgan ('at kæmpe').

Kulturelle referencer

Selvom selve navneformen Vigand er germansk, identificeres den danske almanaks Vigand-dag den 30. maj formentlig med en helt anden skikkelse: Sankt Venantius, en sydfransk helgen af en hedensk slægt, der sammen med sin broder Honoratus omvendte sig til kristendommen og drog på pilgrimsfærd mod Det Hellige Land med besøg ved klostre i Syrien og Egypten. Venantius døde undervejs i den græske by Methone omkring år 370, mens broderen Honoratus (ca. 350–429) siden blev ærkebiskop af Arles og grundlagde det indflydelsesrige Lérins-kloster, der blev en af middelalderens vigtigste klosterskoler. Navneformen Vigand kendes derimod fra tysk middelalder, blandt andet gennem krønikeskriveren Wigand af Marburg, der i 1300-tallet var herold for Den Tyske Orden i Preussen og på rimet tysk forfattede en krønike om ordenens krige, som blev en hovedkilde til ordensstatens historie. Festdagen den 30. maj er bevaret i den traditionelle danske almanak.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark. Navnet lever videre som almanakdato fra den gamle helgenkalender og bevarer en gammeldags, krigersk germansk klang uden registreret brug som dansk dåbsnavn.

Beslægtede navne

• Wiegand
• Wigand