Valerius

Oprindelse

Valerius er et gammelt romersk slægtsnavn (gentilicium), båret af en af den romerske republiks mest fremtrædende patricierslægter, gens Valeria. Det er afledt af verbet valere ('at være stærk, være ved godt mod'). I kristen tid blev navnet videreført gennem dyrkelsen af flere helgener og kom ind i den nordiske kalender som helgendag. De beslægtede former Valerio (italiensk), Valère (fransk) og den russiske Valerij bevarer den latinske rod, og den feminine form Valeria går tilbage til samme slægtsnavn.

Betydning

'Den stærke' eller 'den raske, kraftfulde' — afledt af latin valere ('at være stærk').

Kulturelle referencer

Almanakkens dag den 29. januar knytter sig til Sankt Valerius af Trier, en halvt legendarisk biskop af Trier i 300-tallet, der ifølge overleveringen var elev af byens første biskop, Eucharius, og selv var biskop i femten år. En anden helgen af navnet er Valerius af Zaragoza (biskop ca. 290–315), der ledede menigheden i Zaragoza og var lærer for diakonen Vincent; da Valerius ifølge overleveringen havde en talefejl, prædikede Vincent på hans vegne, og begge blev fængslet under Diocletians forfølgelser. Navnet bæres også af den romerske forfatter Valerius Maximus, der under kejser Tiberius i 1. århundrede skrev anekdotesamlingen Factorum ac dictorum memorabilia, som blev meget læst i middelalderen. Festdagen den 29. januar er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges sjældent som dansk dåbsnavn og lever især videre som almanakdato. Den latinske rod valere genfindes i danske og internationale ord som 'valid', 'valør' og 'valeur', så navnet bærer en klassisk klang af styrke og værd. Den russiske form Valerij har været meget udbredt, og den feminine Valerie eller Valeria forekommer oftere end den mandlige form i nyere dansk navngivning, særligt blandt familier med sydeuropæisk tilknytning.

Beslægtede navne

• Valery
• Valerio
• Valerie