Valentinus

Oprindelse

Valentinus kommer af latin Valentinus, en afledning af valens ('stærk, sund, kraftfuld'), der igen udspringer af verbet valere ('at være stærk, have det godt'). Navnet bredte sig gennem dyrkelsen af Sankt Valentin og blev optaget i den romerske helgenkalender. De beslægtede former Valentin, Valentino og den kvindelige Valentina bevarer den latinske rod, der hører til samme valere-familie som navnet Valerius.

Betydning

'Den stærke' eller 'den sunde, kraftfulde' — afledt af latin valens, til verbet valere ('at være stærk').

Kulturelle referencer

Sankt Valentin var ifølge legenden en romersk præst — efter en anden overlevering biskop i Terni (Interamna) — der led martyrdøden i Rom omkring år 269. En udbredt, men sent tilkommen legende fortæller, at han i hemmelighed viede kristne par mod kejserens forbud. Hans festdag den 14. februar fik først romantisk indhold gennem den engelske digter Geoffrey Chaucer, der i digtet The Parlement of Foules (ca. 1382) knyttede dagen til fuglenes parring og kærlighedens komme om foråret. Heraf udsprang den moderne Valentinsdag, der som sekulær kærlighedsfest kom til Danmark fra angelsaksisk tradition i 1990'erne. En helt anden, omtrent samtidig bærer af navnet var Valentinus (ca. 100–160), den ægyptisk fødte gnostiske lærer, der virkede i Rom, var på tale som biskop af Rom og regnes som ophavsmand til den indflydelsesrige valentinianske retning og muligvis til skriftet Sandhedens Evangelium. Festdagen den 14. februar er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Den latinske form Valentinus bruges ikke i moderne dansk navngivning, men de kortere former Valentin og — for piger — Valentina forekommer og har en blød, sydeuropæisk klang. Som dansk dåbsnavn er Valentin sjældent og forbindes for de fleste først og fremmest med selve Valentinsdagen snarere end med en navnebærer. Den feminine Valentina har internationalt fået drahjælp af blandt andre kosmonauten Valentina Teresjkova.

Beslægtede navne

• Valentin
• Valentino
• Valentina