Urbanus

Oprindelse

Urbanus kommer af latinens urbanus ('byboer, bymæssig, dannet og verdensvant'), afledt af urbs ('by', især Rom). Ordet betegnede oprindelig den forfinede, urbane levevis i modsætning til det landlige. Navnet fik kristen udbredelse gennem den romerske helgenkalender og blev båret af otte paver. De beslægtede former Urban og Urbano bevarer den latinske rod, der også lever videre i moderne ord som 'urban' og 'urbanisering'.

Betydning

'Den fra byen' eller 'den urbane og dannede' — afledt af latin urbs ('by') gennem tillægsordet urbanus.

Kulturelle referencer

Otte paver har båret navnet Urbanus. Mest berømt er Urban II (ca. 1035–1099), der ved kirkemødet i Clermont i 1095 udråbte det første korstog under feltråbet 'Deus vult' ('Gud vil det'). Urban VI valgtes i 1378, men striden om hans valg udløste det vestlige skisma, hvor en modpave, Clemens VII, residerede i Avignon. Urban VIII (1568–1644) af slægten Barberini var pave under Galilei-processen i 1633 og en stor bygherre og mæcen for billedhuggeren Bernini. Almanakkens egen Urban er pave Urban I, der ifølge overleveringen led martyrdøden under kejser Severus Alexander i 200-tallet; hans festdag den 25. maj er bevaret i den danske almanak. I dansk navnetradition bruges Urbanus ikke som fornavn.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato. De beslægtede former Urban og Urbano har haft en selvstændig historie ude i Europa, særligt knyttet til paverækken og den katolske kirkes historie, mens den latinske form Urbanus i dansk sammenhæng alene står som et kalendernavn fra den førreformatoriske helgendyrkelse. Den latinske rod urbs lever videre i hverdagsord som 'urban' og 'urbanitet'.

Beslægtede navne

• Urban
• Urbano