Titus

Oprindelse

Titus kommer af det romerske fornavn (praenomen) Titus af usikker, formentlig sabinsk eller etruskisk oprindelse. Det hører til de ældste romerske praenomina og blev i indskrifter forkortet T. I kristen tid knyttedes navnet især til apostelen Paulus' medarbejder Titus, og det er gennem den nytestamentlige tradition og den romerske kejserrække, at navnet er blevet kendt i Norden. De beslægtede former Tito (italiensk og spansk) og Tytus (polsk) bevarer den latinske rod.

Betydning

Usikker oprindelse — et gammelt romersk praenomen, formentlig af sabinsk eller etruskisk rod, uden sikker betydning.

Kulturelle referencer

Apostelen Paulus' medarbejder Titus stammede ifølge traditionen fra Antiokia og blev biskop på Kreta, hvor han ledede menigheden og døde en naturlig død; Titusbrevet i Det Nye Testamente er stilet til ham og regnes blandt de tre pastoralbreve. En helt anden Titus, den romerske kejser Titus (39–81), søn af Vespasian, indtog og ødelagde Jerusalem og dets tempel i år 70 e.Kr. — en katastrofe, der ændrede jødedommen for altid og er foreviget på Titusbuen ved Forum Romanum, hvis relief viser den syvarmede lysestage (menoraen) båret bort som krigsbytte. Den romerske historiker Titus Livius (59 f.Kr.–17 e.Kr.) bar samme praenomen og skrev det monumentale værk om Roms historie, Ab urbe condita. Navnet bærer også Shakespeares tidlige tragedie Titus Andronicus. Festdagen den 18. september er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Titus har aldrig været et almindeligt dansk navn, men den korte, klassiske form har fået en behersket renæssance blandt nyfødte drenge i 2010'erne og 2020'erne i takt med, at romerske og latinske navne er kommet på mode igen. Det gives dog stadig kun til ganske få danske drenge om året og bevarer en lærd, antik klang.

Beslægtede navne

• Tito
• Tytus