Theodosius

Oprindelse

Theodosius kommer af græsk Theodósios, sammensat af theós ('Gud') og dósis ('gave, det at give'), altså 'Guds gave' eller 'givet af Gud'. Navnet hører til den store græske theós-familie sammen med Theodor ('Guds gave') og Dorothea, der bygger på de samme to led i omvendt rækkefølge. Det kom ind i den nordiske kalender gennem den romersk-byzantinske helgen- og kejserdyrkelse, og de beslægtede former Teodosio (italiensk og spansk) og russisk Feodosij bevarer roden.

Betydning

'Guds gave' eller 'givet af Gud', sammensætning af græsk theós ('Gud') og dósis ('gave').

Kulturelle referencer

Navnet bæres frem for alt af to romerske kejsere. Theodosius I den Store (347–395) gjorde ved Thessalonika-ediktet den 27. februar 380 den nikænske kristendom til Romerrigets statsreligion, bekæmpede arianismen og de hedenske kulter og var den sidste, der herskede over et samlet rige, før det efter hans død blev delt mellem hans to sønner. Hans sønnesøn Theodosius II (401–450) gav navn til den store lovsamling Codex Theodosianus (438) og til de mægtige theodosiske mure, der i tusind år værnede Konstantinopel. En tredje bærer, Sankt Theodosius den Cenobitiske (ca. 423–529), organiserede den fælles, cenobitiske klostertradition i Judæas ørken; hans festdag falder dog den 11. januar. Almanakkens dag den 2. april knytter sig til kejser Theodosius den Store og til jomfrumartyren Theodosia af Tyrus, der ifølge kirkehistorikeren Euseb led døden under Diocletians forfølgelser omkring år 307. Som dansk personnavn er formen yderst sjælden.

Popularitet

Bruges så godt som ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato og i kirkehistorien. Den vokalrige, græsk-kejserlige form har ingen nævneværdig udbredelse som dansk dåbsnavn, mens den nært beslægtede Theodor med samme theós-rod har haft en bred folkelig udbredelse og en stærk renæssance i nyere dansk navngivning. Theodosius står dermed som et af kalenderens mere lærde helgennavne.

Beslægtede navne

• Teodosio