Seraphia

Oprindelse

Seraphia (også Serapia) er et latinsk navn af omstridt oprindelse. Det knyttes traditionelt til hebraisk saraf ('seraf'), navnet på en brændende englekategori, via det kirkelige seraphicus ('serafisk'), men sprogforskningen udleder snarere den oprindelige form Serapia af den græsk-egyptiske gud Serapis (af Osiris-Apis), hvis kult var vidt udbredt i den romerske kejsertid. Stavemåden med -ph- og betydningen 'serafisk' er da en senere kristen omtydning. Navnet nåede Danmark gennem den førreformatoriske helgenkalender.

Betydning

Omdiskuteret: traditionelt 'den serafiske, den brændende' af hebraisk saraf ('seraf'), men formen Serapia føres af sprogforskere snarere tilbage til gudenavnet Serapis. Betydningen er dermed usikker.

Kulturelle referencer

Sankt Seraphia (Serapia) var ifølge legenden en kristen slavinde, født i Antiokia af kristne forældre, der flygtede fra kejser Hadrians forfølgelse til Italien. Hun trådte i tjeneste hos den fornemme romerske enke Sabina, som hun omvendte til kristendommen, og begge led martyrdøden — Seraphia blev efter overleveringen pisket og halshugget. De to helgeninders fælles grav indviedes den 3. september, og det er denne dato, den danske almanak har bevaret; i den katolske og ortodokse østtradition mindes hun tillige den 29. juli. Til samme navnefamilie hører den udbredte italienske form Serafina og franske Séraphine, kendt blandt andet fra Sankt Fina (Serafina) af San Gimignano (1238–1253). Den hebraiske rod saraf optræder i Esajas' tempelsyn (kapitel 6), hvor seraferne lovsynger Gud, og giver navnet en mystisk-religiøs klang.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato. De beslægtede former Serafina og Serafine forekommer kun sjældent, oftest i familier med sydeuropæisk baggrund.

Beslægtede navne

• Serafina
• Serafia