Procopius

Oprindelse

Procopius er den latinske form af græsk Prokópios, afledt af prokopḗ ('fremgang, fremskridt'), egentlig 'den der baner vej' — sammensat af pró ('frem') og roden i kóptein ('hugge, slå'). Det blev båret af både en hedensk historiker og flere helgener og nåede Danmark gennem den kirkelige kalender. Den slaviske og tjekkiske form er Prokop, den italienske Procopio.

Betydning

'Foregangsmand' eller 'den der baner vej' — af græsk prokopē ('fremgang').

Kulturelle referencer

Den mest kendte bærer er Prokopios af Cæsarea (ca. 500 – efter 555), en af antikkens sidste store historikere. Som rådgiver og sekretær for feltherren Belisar fulgte han kejser Justinians krige mod persere, vandaler og østgotere; hans Krigshistorie og værket Om bygninger skildrer Justinians tidsalder, mens det hemmeligt forfattede Anekdota (Den hemmelige historie) giver et knusende portræt af kejseren og kejserinde Theodora. En tidligere Prokopios — Prokopios af Cæsarea i Palæstina — regnes som den første martyr i Diocletian-forfølgelsen og henrettedes omkring år 303. Sankt Prokop af Sázava (død 1053) var en bøhmisk eremit, der grundlagde Sázava-klostret, blev helgenkåret i 1204 og siden æret som en af Bøhmens nationalhelgener. Den danske almanak har bevaret navnedagen den 9. april sammen med Otto; det er en ren kalenderplacering, da de forskellige helgener Prokopios har deres liturgiske festdage på andre datoer. Den slaviske form Prokop er stadig i brug i tjekkisk navngivning.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato. Formen har aldrig været i brug som dansk dåbsnavn og bevarer en fjern, byzantinsk-lærd klang.

Beslægtede navne

• Procopio
• Procop