Placidus

Oprindelse

Placidus kommer af det latinske adjektiv placidus ('rolig, fredelig, blid, mild'), beslægtet med verbet placere ('behage'). Det blev tidligt et kristent navn gennem dyrkelsen af Sankt Placidus, en af Sankt Benedikt af Nursias første disciple, og nåede Danmark udelukkende gennem den kirkelige helgenkalender. Den italienske og spanske sideform er Placido.

Betydning

'Den rolige' eller 'fredelige' — det latinske adjektiv placidus.

Kulturelle referencer

Sankt Placidus (ca. 515–541) var ifølge overleveringen søn af den romerske patricier Tertullus og blev som dreng betroet til Sankt Benedikt, da denne grundlagde sit klostersamfund i Subiaco. Pave Gregor den Store fortæller i sine Dialogi den berømte episode, hvor den unge Placidus faldt i søen nedenfor klostret og blev reddet af medbroderen Maurus, som på Benedikts ord løb hen over vandet og trak ham i land — en af de mest gengivne fortællinger i den benediktinske tradition. Placidus fulgte siden Benedikt til Monte Cassino og blev efter overleveringen sendt videre til Sicilien for at grundlægge et kloster ved Messina. En senere — i dag som uægte betragtet — overlevering, nedfældet af Peter Diakonen i 1100-tallet, lod ham dér lide martyrdøden sammen med flere ledsagere ved et sørøverangreb, og benediktinerne har æret ham som ordenens første martyr. Scenen med Maurus, der går på vandet, er et yndet motiv i benediktinsk kunst. Hans festdag den 5. oktober er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato og i benediktinsk klostertradition. Den klassisk-latinske form har en mild, lærd klang, men er aldrig slået igennem som dansk dåbsnavn.

Beslægtede navne

• Placido