Perpetua

Oprindelse

Perpetua kommer af latinens perpetua, hunkønsformen af tillægsordet perpetuus ('uafbrudt, vedvarende, evig'). Som personnavn er det fra oldtiden næsten udelukkende knyttet til Sankt Perpetua af Karthago, og det nåede Danmark som almanakdato gennem den førreformatoriske helgenkalender. Den maskuline sideform Perpetuus kendes fra oldkirken, blandt andet hos en biskop af Tours i 400-tallet. Som dansk dåbsnavn er Perpetua aldrig blevet taget i brug.

Betydning

'Den evige' eller 'den vedvarende' — hunkønsform af det latinske tillægsord perpetuus, der betyder 'uafbrudt, vedvarende, evig'.

Kulturelle referencer

Sankt Perpetua (ca. 182–203) var en ung romersk adelskvinde og nybagt mor, der sammen med den gravide slavinde Felicitas og flere trosfæller led martyrdøden i amfiteatret i Karthago under kejser Septimius Severus' forfølgelse; henrettelsen fandt sted under lege til ære for kejsersønnen Getas fødselsdag. Beretningen Passio sanctarum Perpetuae et Felicitatis er delvis nedskrevet af Perpetua selv under fangenskabet og regnes for en af de ældste bevarede kristne tekster forfattet af en kvinde; heri skildrer hun sine syner, sin samvittighedskamp og smerten ved at blive skilt fra sit spædbarn. Teksten var så udbredt i oldkirken, at den blev læst højt under gudstjenesten. Perpetua og Felicitas nævnes begge ved navn i den romerske kanon, den katolske messes første eukaristiske bøn. Deres fælles festdag den 7. marts er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges ikke som dåbsnavn i moderne Danmark og optræder alene som almanakdato fra den førreformatoriske helgenkalender og i kirkehistorisk reference. Den latinske rod perpetuus lever videre i fremmedord som 'perpetuel' og i det musikalske udtryk perpetuum mobile.

Beslægtede navne

• Perpetue