Pancratius

Oprindelse

Pancratius kommer af græsk Pankrátios, sammensat af pán ('alt') og krátos ('magt, styrke'), altså 'almægtig' eller 'den, der besejrer alt'. Navnet blev båret af den unge romerske martyr Sankt Pancratius og nåede Danmark som almanakdato fra den førreformatoriske helgenkalender. Som dansk dåbsnavn har det aldrig været i brug.

Betydning

'Almægtig' eller 'den, der hersker over alt' — sammensætning af græsk pán ('alt') og krátos ('magt, styrke').

Kulturelle referencer

Sankt Pancratius var ifølge legenden en forældreløs dreng fra Frygien i Lilleasien, der kom til Rom hos sin onkel og led martyrdøden ved halshugning som blot fjortenårig under Diocletian-forfølgelserne omkring år 304. Han er skytshelgen for børn og blev i middelalderen påkaldt mod mened og falsk vidnesbyrd, fordi eder ofte blev aflagt ved hans grav. Pancratius hører til de tre 'isheldgener' — Mamertus, Pancratius og Servatius — midt i maj, hvis dage ifølge især tysk og mellemeuropæisk folketradition kunne bringe en sidste forårsnattefrost, der truede de spæde planter. Hans festdag den 12. maj er bevaret i den danske almanak. London-bydelen St Pancras og dens store banegård, åbnet i 1868, har navn efter en gammel kirke indviet til helgenen og fører dermed hans navn videre. Navnefamilien rummer den italienske sideform Pancrazio og den engelske Pancras.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og optræder alene som almanakdato og folkeligt vejrmærke knyttet til isheldgenerne. De romanske og engelske sideformer Pancrazio og Pancras kendes fortsat fra Italien og England.

Beslægtede navne

• Pancrazio
• Pancras