Oluf

Oprindelse

Oluf er en dansk form af det oldnordiske Óláfr (ældre *Anulaibaʀ), sammensat af anu ('forfar, ane') og leifr ('arving, efterkommer'), altså 'forfædrenes arving'. Navnet var udbredt i hele Norden i vikingetid og middelalder og bæres af adskillige nordiske konger. På dansk har det levet i formerne Oluf, Olaf og den korte sideform Ole gennem hele den skriftlige overlevering.

Betydning

'Forfædrenes arving' eller 'efterkommer af anerne' — sammensætning af oldnordisk anu ('ane') og leifr ('arving').

Kulturelle referencer

Almanakdagen den 29. juli er Olsok, mindedagen for Olav den Hellige (ca. 995–1030), den nordiske konge og martyr, hvis navn på dansk gengives Oluf; han faldt i slaget ved Stiklestad og blev Nordens mest dyrkede middelalderhelgen. I dansk historie bar kong Oluf 2. (1370–1387) navnet; som søn af Margrethe 1. blev han valgt til konge som femårig, men døde knap sytten år gammel, før moderen samlede de tre nordiske riger. Blandt nyere danske bærere er maleren Oluf Høst (1884–1966), den eneste indfødte bornholmer i Bornholmerskolen, hvis hjem og atelier i Gudhjem i dag er museum, og kobberstikkeren Oluf Olufsen Bagge (1780–1836), der stak en række af pladerne til planteværket Flora Danica. Navnefamilien rummer Olaf, Olav, Ola og den korte form Ole.

Popularitet

Klassiker med kongelig og folkelig klang. Oluf var udbredt blandt mænd født før midten af 1900-tallet, men er sjælden som dåbsnavn for nyfødte i 2000'erne, hvor de korte sideformer Ole og Olav længe var hyppigere. Navnet optræder i dag oftest hos ældre mænd og som mellemnavn.

Beslægtede navne

• Olof
• Olav
• Olaf
• Ola
• Ole