Medardus

Oprindelse

Medardus er et germansk navn med usikker etymologi, formentlig sammensat af mahti ('magt') og hard ('hård, stærk'), altså 'den mægtige og hærdede'. Det er især kendt fra Sankt Medardus af Noyon, en frankisk biskop født i Picardiet i begyndelsen af 500-tallet. Til Danmark er navnet alene kommet som almanakdato fra den førreformatoriske helgenkalender og er aldrig blevet taget i brug som dansk dåbsnavn.

Betydning

'Den mægtige og hærdede' — formentlig en sammensætning af de germanske rødder mahti ('magt') og hard ('hård, stærk'), om end afledningen er usikker.

Kulturelle referencer

Sankt Medardus af Noyon (ca. 456–545) var biskop af Noyon og Tournai og hører til den merovingiske kirkes mest dyrkede helgener. Han er skytshelgen for landmænd, vinavlere og for godt vejr og påkaldes mod tandpine — det sidste fordi han i kunsten ofte fremstilles leende med åben mund. Efter en kendt legende blev den lille Medardus under et uvejr holdt tør af en ørn, der svævede over ham, hvilket gjorde ham til vejrets værnehelgen. Hans festdag den 8. juni er et af Europas mest kendte vejrmærker: 'Hvis det regner på Sankt Medardus, regner det fyrre dage frem' — et varsel beslægtet med den franske Saint-Médard-regel og med den nordiske syvsoverdag. Festdagen er bevaret i den traditionelle danske almanak, hvor dagen i ældre landbrugskultur var et fast referencepunkt for sommerens vejrforventninger.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og optræder alene som almanakdato og folkeligt vejrmærke. Den franske sideform Médard lever videre i Frankrig, hvor flere stednavne og kirker bærer helgenens navn.

Beslægtede navne

• Médard