Macedonius

Oprindelse

Macedonius kommer af latinens Macedonius, der er afledt af landskabsnavnet Makedonien (græsk Makedonía). Stednavnet føres af nogle tilbage til det græske makednós ('høj, langstrakt'), men dets egentlige oprindelse er omdiskuteret. Som personnavn hører Macedonius til den sengræske og oldkristne navnetradition, og det kom til Norden alene gennem den førreformatoriske helgenkalender. Det har aldrig været brugt som dansk dåbsnavn og lever videre ved siden af den romanske sideform Macedonio.

Betydning

'Den makedonske' — afledt af landskabsnavnet Makedonien, hvis egen oprindelse muligvis er det græske makednós ('høj').

Kulturelle referencer

Navnet bæres af to skikkelser fra oldkirken. Patriark Macedonius I af Konstantinopel (død omkring 360) blev indsat på bispesædet af de arianske kredse og bekræftet af kejser Constantius II, men siden afsat. Den bevægelse, der bar hans navn — makedonianerne eller pneumatomakerne ('åndsbekæmperne') — fornægtede Helligåndens fulde guddommelighed, en lære, som det første konstantinopolitanske koncil fordømte i 381, da det udvidede den nikænske trosbekendelse med en bekræftelse af Åndens guddom. Forskningen er dog uenig om, hvorvidt Macedonius selv stod bag læren, eller om den først senere blev knyttet til hans navn. En anden navnebærer er Sankt Macedonius Kritofagos ('byg-spiseren'), en syrisk eneboer omkring år 400, der efter overleveringen kun levede af byg og vand og ifølge historikeren Theodoret skal have helbredt dennes ufrugtbare moder. Navnedagen den 13. marts er bevaret i den danske almanak fra den førreformatoriske helgenkalender.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og har aldrig været i brug som dansk dåbsnavn. Macedonius lever udelukkende videre som almanakdato fra den gamle helgenkalender og som kirkehistorisk navn knyttet til stridighederne om Helligånden i 300-tallet. Landskabsnavnet Makedonien er i dag forbundet med det nordlige Grækenland og med staten Nordmakedonien.

Beslægtede navne

• Macedonio