Laurentius

Oprindelse

Laurentius kommer af latinens Laurentius, et romersk slægtsnavn afledt af laurus ('laurbær') eller af bynavnet Laurentum syd for Rom. Laurbærret var i antikken symbol på sejr og hæder, og navnet kan tolkes som 'manden fra Laurentum' eller 'den laurbærkronede'. Det blev udbredt over hele kristenheden gennem dyrkelsen af den romerske diakon og martyr Sankt Laurentius og kom tidligt til Norden. I Danmark har det især levet videre i den store formfamilie Lars, Laurits, Lauritz og Laurids samt de romanske former Lorenzo og Lorenz.

Betydning

'Den laurbærkronede' eller 'manden fra Laurentum' — afledt af latinens laurus ('laurbær'), i antikken symbol på sejr og ære.

Kulturelle referencer

Sankt Laurentius (ca. 225–258) var en af pave Sixtus II's syv diakoner i Rom og forvalter af kirkens midler. Under kejser Valerians forfølgelse led han martyrdøden den 10. august 258, ifølge legenden stegt på en rist; overleveringen lægger ham de trodsige ord i munden: 'Vend mig om, den side er stegt nok.' Som ildens martyr blev han skytshelgen for kokke, bagere, glarmestre og brandfolk, og klosterkomplekset El Escorial uden for Madrid er opført med grundplan som en rist til hans ære. I nordisk folketradition kaldtes hans dag Larsmesse og markerede sensommeren og høstens slutning, og de augustmeteorer, vi i dag kender som perseiderne, har siden middelalderen heddet 'Laurentius' tårer'. Navnedagen den 10. august er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Den fulde latinske form Laurentius er sjælden som dansk dåbsnavn. Til gengæld hører dens danske afløbere Lars, Laurits og Lauritz til de mest udbredte danske drengenavne nogensinde, og navnlig Lars var blandt 1900-tallets allerhyppigste. De korte former bevarer fortsat en jævn, folkelig popularitet, mens grundformen Laurentius har en lærd, kirkelig klang.

Beslægtede navne

• Lars
• Laurits
• Lauritz
• Lorenzo
• Laurence