Kunigunde

Oprindelse

Kunigunde er et germansk pigenavn sammensat af kuni ('slægt, æt') og gund ('kamp'), altså 'slægtens kamp' eller 'kampen for ætten'. Det hører til de gamle tostavede germanske kvindenavne og blev især udbredt gennem dyrkelsen af kejserinde Sankt Kunigunde. Navnet lever videre i den latinske form Kunigunda og i den udbredte polske kortform Kinga, og det danner desuden forled i kæleformen Gunda.

Betydning

'Slægt og kamp' — sammensætning af germansk kuni ('æt') og gund ('strid').

Kulturelle referencer

Sankt Kunigunde af Luxembourg (ca. 975–1040) var gift med den tysk-romerske kejser Henrik II og blev kronet til kejserinde i Rom i 1014. Efter overleveringen levede parret i et jomfrueligt ægteskab, og sammen grundlagde de bispedømmet Bamberg, hvis domkirke blev deres gravsted. Da Henrik døde i 1024, trak Kunigunde sig tilbage til benediktinerklosteret i Kaufungen, som hun selv havde ladet opføre, og levede sine sidste år som nonne. Hun døde den 3. marts og blev helgenkåret af pave Innocens III i 1200, godt et halvt århundrede efter sin mand; hun er skytshelgen for Luxembourg og for byen Bamberg. En anden bærer af navnet er Sankt Kinga (Kunigunda) af Polen (1224–1292), datter af den ungarske kong Béla 4. og klosterstifter for klarisserne i Stary Sącz, hvis navn lever videre i den polske form Kinga. Kunigundes festdag den 3. marts — hendes dødsdag — er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges yderst sjældent som personnavn i moderne Danmark og har en gammeldags, sydtysk klang. Navnet lever først og fremmest videre som almanakdato og i tysk og polsk navnetradition, hvor særligt den polske kortform Kinga fortsat er i brug. I Danmark kendes det næsten udelukkende fra helgenkalenderen.

Beslægtede navne

• Kinga
• Kunigunda