Julianus

Oprindelse

Julianus kommer af det latinske Iulianus, en afledning af det romerske slægtsnavn (gentilicium) Iulius med tilhørssuffikset -anus, altså 'tilhørende slægten Iulius'. Det blev båret af kejser Julian og af adskillige tidlige helgener og kom til Norden som et lærd, kristent dåbsnavn. Den fulde latinske form har holdt sig sjælden, mens den korte danske og internationale form Julian samt sideformerne Juliano og Julien har levet videre i nyere tid.

Betydning

'Tilhørende slægten Iulius' — afledt af det romerske gentilicium Iulius, hvis egen oprindelse er usikker.

Kulturelle referencer

Almanakkens Julianus den 9. januar svarer til den tidlige martyr Sankt Julian, der efter legenden led døden sammen med sin hustru Basilissa under kejser Diocletians forfølgelse omkring år 304, og hvis dyrkelse var udbredt i middelalderens vesteuropæiske kalendere. Navnet bæres desuden af flere kendte skikkelser. Kejser Julian — kaldet 'den Frafaldne' (Julian Apostata, 331–363) — var den sidste hedenske romerske kejser og forsøgte forgæves at standse kristendommens fremmarch og genoprette den gamle gudsdyrkelse; hans projekt døde med ham på et felttog mod perserne. En anden er Sankt Julian Hospitator, gæstfrihedens og de rejsendes legendariske skytshelgen, der efter overleveringen i bod for et drab på sine forældre indrettede et herberg for vejfarende ved en flod. Festdagen den 9. januar er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Den fulde latinske form Julianus er sjælden i moderne Danmark og har en lærd, kirkelig klang. Den korte form Julian har derimod oplevet en behersket, men tydelig fremgang blandt nyfødte drenge i 2000'erne og 2010'erne, hvor korte, internationale navne er kommet på mode. Den beslægtede pigeform Juliane og kortformen Julie har gennem flere generationer haft en langt bredere udbredelse.

Beslægtede navne

• Julian
• Juliano
• Julien