Hubertus

Oprindelse

Hubertus er den latiniserede form af det germanske Hugbert (Hugobert), sammensat af hug ('sind, tanke, ånd') og berht ('strålende, lysende'), altså 'den med det lysende sind'. Navnet er knyttet til Sankt Hubertus af Liège og spredtes med hans dyrkelse i Ardennerne og Rhinlandet. Til samme navnefamilie hører den danske og tyske kortform Hubert samt den italienske og spanske form Huberto.

Betydning

'Det lysende sind' eller 'den klartænkende' — sammensætning af germansk hug ('sind, ånd') og berht ('strålende').

Kulturelle referencer

Sankt Hubertus (ca. 656–727) var en frankisk adelsmand, der efter sin hustrus død viede sit liv til kirken og i 722 blev den første biskop af Liège. Ifølge en sen legende så han under en jagt på en helligdag et lysende kors mellem takkerne på en hjort og omvendte sig herved — en fortælling, der oprindelig hørte til Sankt Eustachius og først i senmiddelalderen blev overført til Hubertus, hvorefter han blev jægernes og skovens skytshelgen. Hans festdag den 3. november er bevaret i den danske almanak og fejres stadig i Centraleuropa med jagter og hubertusmesser. I Danmark rides den traditionsrige hubertusjagt hvert år den første søndag i november i Jægersborg Dyrehave nord for København med Eremitageslottet som midtpunkt; løbet samler titusinder af tilskuere, og kongehuset er som regel til stede.

Popularitet

Bruges yderst sjældent som personnavn i moderne Danmark. Den danske kortform Hubert forekommer sporadisk, men hører selv til de meget sjældne navne. Navnet lever først og fremmest videre gennem hubertusdagen og de jagt- og ridetraditioner, der knytter sig til den.

Beslægtede navne

• Hubert
• Huberto