Gregorius

Oprindelse

Gregorius kommer af det græske Grēgórios, afledt af verbet grēgoreō ('at våge, være årvågen'). Det var et yndet navn i den tidlige kirke og blev båret af ikke færre end seksten paver, fra Gregor 1. den Store til Gregor 16. i 1800-tallet. Til samme navnefamilie hører den tyske og latinske Gregor, den danske form Gregers, den franske Grégoire og den italienske Gregorio.

Betydning

'Den vågne' eller 'den årvågne' — afledt af græsk grēgoreō ('at våge'). Navnet har kristen klangbund i opfordringen til åndelig årvågenhed.

Kulturelle referencer

Sankt Gregor den Store (ca. 540–604) var pave fra 590 og regnes som en af de fire store latinske kirkefædre; han reformerede liturgien, og efter traditionen har han lagt navn til den gregorianske kirkesang, selv om hans egentlige andel i den er omdiskuteret. Han sendte i 596 munken Augustin til England og indledte dermed angelsaksernes kristning. Gregor 7. (Hildebrand, pave 1073–1085) er kendt for investiturstriden med kejser Henrik 4. og dennes berømte bod i Canossa. Gregor 13. (1502–1585) gav navn til den gregorianske kalender, som han indførte i 1582, og som i dag er verdens almindelige tidsregning. Almanakkens dag den 12. marts er Gregor den Stores. Den danske form Gregers har været i brug siden middelalderen — blandt andet i adelsslægter — mens selve den latinske form Gregorius hører kirken og kalenderen til.

Popularitet

Bruges sjældent som dåbsnavn i moderne Danmark. Den danske form Gregers er noget mere udbredt og kendes også som efternavn, mens de internationale former Gregor, Gregorio og Grégoire hører hjemme i andre sprogområder. Navnet bærer en udpræget kirkehistorisk og lærd klang.

Beslægtede navne

• Gregor
• Grégoire
• Gregers
• Gregorio