Gregorius

Oprindelse

Gregorius kommer af det græske Grēgórios, afledt af verbet grēgoreō ('at våge, være årvågen'). Det var et yndet navn i den tidlige kirke og blev båret af ikke færre end seksten paver, fra Gregor 1. den Store til Gregor 16. i 1800-tallet. Til samme navnefamilie hører den tyske og latinske Gregor, den danske form Gregers, den franske Grégoire og den italienske Gregorio.

Betydning

'Den vågne' eller 'den årvågne', afledt af græsk grēgoreō ('at våge'). Navnet har kristen klangbund i opfordringen til åndelig årvågenhed.

Kulturelle referencer

Sankt Gregor den Store (ca. 540–604) var pave fra 590 og regnes som en af de fire store latinske kirkefædre; han reformerede liturgien, og efter traditionen har han lagt navn til den gregorianske kirkesang, selv om hans egentlige andel i den er omdiskuteret. Han sendte i 596 munken Augustin til England og indledte dermed angelsaksernes kristning. Gregor 7. (Hildebrand, pave 1073–1085) er kendt for investiturstriden med kejser Henrik 4. og dennes berømte bod i Canossa. Gregor 13. (1502–1585) gav navn til den gregorianske kalender, som han indførte i 1582, og som i dag er verdens almindelige tidsregning. Almanakkens dag den 12. marts er Gregor den Stores. Den danske form Gregers har været i brug siden middelalderen (blandt andet i adelsslægter), mens selve den latinske form Gregorius hører kirken og kalenderen til.

Popularitet

Bruges sjældent som dåbsnavn i moderne Danmark. Den danske form Gregers er noget mere udbredt og kendes også som efternavn, mens de internationale former Gregor, Gregorio og Grégoire hører hjemme i andre sprogområder. Navnet bærer en udpræget kirkehistorisk og lærd klang.

Beslægtede navne

• Gregor
• Grégoire
• Gregers
• Gregorio