Gallus

Oprindelse

Gallus er et latinsk navn, identisk med tillægsordet gallus ('gallisk') og navneordet gallus ('hane'); det blev oprindelig brugt som tilnavn om folk fra Gallien. Som helgennavn er det især knyttet til munken Sankt Gallus fra det 7. århundrede. Til samme navnefamilie hører de romanske sideformer Gall og Gallo.

Betydning

'Den galliske' eller 'hane' — af latinens gallus, der rummer begge betydninger.

Kulturelle referencer

Sankt Gallus (ca. 550–646) var efter traditionen en irsk munk og en af de tolv ledsagere, der fulgte Sankt Columban fra klostret i Bangor på mission til fastlandet. Da Columban i 612 drog videre til Italien, blev Gallus tilbage syg ved Bodensøen og slog sig efter sin helbredelse ned som eneboer i skovene ved floden Steinach. Hans eneboerhytte voksede med tiden til klostret Sankt Gallen — formelt grundlagt omkring 719 af abbeden Otmar på stedet — der i karolingertiden blev et af middelalderens største lærdomscentre; klosterbiblioteket rummer endnu nogle af Europas ældste håndskrifter og er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Efter overleveringen afslog Gallus både bispesædet i Konstanz og abbedværdigheden i Luxeuil for at blive i sit tilbagetrukne eneboerliv. Både den schweiziske kanton og byen Sankt Gallen bærer hans navn den dag i dag, og han regnes som skytshelgen for fuglene. Festdagen den 16. oktober er bevaret i den danske almanak fra den førreformatoriske helgenkalender.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark. Navnet lever videre som almanakdato og frem for alt i schweizisk geografi — i kantonen og byen Sankt Gallen — samt i klostrets verdensberømte bibliotek.

Beslægtede navne

• Gall
• Gallo