Florentius

Oprindelse

Florentius kommer af latinens florens / florentis ('blomstrende'), præsens participium af verbet florere ('blomstre, trives'). Det var et yndet navn blandt de tidlige kristne, der læste det som et billede på den blomstrende tro, og det bæres af adskillige biskopper og martyrer. Den feminine form Florentia ligger til grund for navnet på byen Firenze (latin Florentia). Sideformerne Florent, Florentino og Florentine hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den blomstrende' — afledt af latinens florere ('blomstre').

Kulturelle referencer

Sankt Florentius af Strasbourg (død ca. 693) var ifølge overleveringen en irsk munk, der blev biskop af Strasbourg og grundlagde klosteret Niederhaslach vest for byen; han påkaldtes mod galdesten og brok. En anden og helt selvstændig bærer er Florentius af Valeránica (ca. 918 – efter 978), en castiliansk munk, skriver og bogmaler, der hører til den spanske middelalders største kalligrafer. Han fuldførte i 945 en pragtudgave af Gregor den Stores Moralia in Job og ledede arbejdet på den berømte León-bibel fra 960, og han er kendt for sine kolofoner — blandt andet en levende skildring af 'skrivningens byrde', der trætter øjnene og krummer ryggen. I den danske almanak ligger Florentius' dag den 21. april. Navnet deles i kirkehistorien af en hel række biskopper og martyrer.

Popularitet

Florentius bruges yderst sjældent som personnavn i moderne Danmark. Den feminine form Florentine forekommer enkelte gange i 2010'erne, og de romanske sideformer Florent og Florentino er fortsat levende i Frankrig og Sydeuropa. Grundformen virker gammeldags og knyttes først og fremmest til kirkehistorien.

Beslægtede navne

• Florent
• Florentino
• Florentine