Findanus

Oprindelse

Findanus er en latiniseret form af det irske Fintan, der almindeligvis udledes af det keltiske find ('hvid, lys, fair'). Navnetypen var udbredt blandt det tidlige Irlands munke og helgener, hvoraf flere bar formen Fintan. Til den danske almanak nåede navnet gennem den keltisk-frankiske helgendyrkelse på fastlandet. Sideformerne Fintan og Findan gengiver henholdsvis den irske og den latinske form.

Betydning

'Den hvide' eller 'den lyse' — afledt af det keltiske find ('hvid, fair').

Kulturelle referencer

Sankt Findan af Rheinau (ca. 803–878) var en irsk munk af en fornem slægt i Leinster, hvis familie blev splittet af indre stridigheder og vikingernes overfald. Han blev selv taget til fange af vikinger og ført til Orknøerne, men undslap til Skotland, drog på pilgrimsrejse til Rom og endte sine dage som eneboer ved Rheinau-klosteret i Schweiz. Hans levnedsbeskrivelse, Vita Findani, blev skrevet kort efter hans død og er et af de tidligste og mest detaljerede vidnesbyrd om vikingetidens slavehandel. Den danske almanaks Findanus-dag den 17. februar falder dog sammen med festen for den irske abbed Sankt Fintan af Clonenagh (ca. 524–603), der kaldes 'de irske munkes fader', og som bar samme navn i dets oprindelige irske form. De to helgener viser navnets dybe rod i Irlands tidlige klostervæsen.

Popularitet

Findanus bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og forekommer alene som almanakdato og i kirkehistorien. Den irske grundform Fintan er derimod stadig i brug i Irland, hvor den bæres videre fra en lang række tidlige helgener.

Beslægtede navne

• Fintan
• Findan