Emerentius

Oprindelse

Emerentius kommer af latin og hører til verbet emereri ('gøre sig fortjent, fortjene'); det er beslægtet med emeritus ('den udtjente, den fortjente'), der lever videre i moderne akademisk sprog om pensionerede professorer (professor emeritus). Navnet bæres i almanakken i hankønsform, men kendes i kirkehistorien fortrinsvis i hunkønsformerne Emerentiana og Emerentia, der hører til samme latinske rod.

Betydning

'Den fortjente' eller 'den, der har gjort sig fortjent' — afledt af latin emereri ('fortjene').

Kulturelle referencer

Den vigtigste skikkelse bag navnet er Sankt Emerentiana (død ca. 304), en romersk jomfrumartyr, der ifølge legenden var plejesøster til Sankt Agnes — hendes mor var Agnes' amme. Som endnu udøbt katekumen gik hun nogle dage efter Agnes' død ud til gravstedet for at bede og blev her stenet til døde af en hedensk hob; hun ligger begravet i kirken Sant'Agnese fuori le mura i Rom. Den hankønsformede Emerentius optræder i den danske almanak den 23. januar, netop to dage efter Agnesdagen den 21. januar. I senmiddelalderens fromhedsliv fik navnet en anden udbredelse: i den blomstrende dyrkelse af Sankt Anna blev Marias oldemor — Annas mor — kaldt Sankt Emerentia, og hun indgår i de nordeuropæiske fremstillinger af 'Den hellige slægt' fra tiden omkring år 1500.

Popularitet

Emerentius bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever alene videre som almanakdato. Hunkønsformerne Emerentiana og Emerentia har historisk haft en vis udbredelse i den katolske helgendyrkelse, men er i dag også sjældne i Danmark.

Beslægtede navne

• Emerentiana
• Emerich