Donatus

Oprindelse

Donatus kommer af latinens donatus ('skænket, givet'), perfektum participium af verbet donare ('skænke'). Som dåbsnavn blev det i oldkirken brugt som tegn på, at barnet var en gave fra Gud. Den italienske sideform Donato hører til samme rod.

Betydning

'Den skænkede' eller 'gaven' — afledt af latinens donare ('skænke').

Kulturelle referencer

Sankt Donatus af Arezzo (død ca. 362) var biskop og martyr, og hans dyrkelse var udbredt i Italien og Sydtyskland; ifølge legenden samlede han skårene af en sønderslået alterkalk og bad den hel igen, et under, der skal have omvendt mange hedninger. Han æres som Arezzos skytshelgen og som værnehelgen mod epilepsi, og hans festdag den 7. august er bevaret i den danske almanak. Den nordafrikanske biskop Donatus Magnus (300-tallet) gav navn til donatismen, en af oldkirkens mest omstridte skismatiske bevægelser, der brød med den øvrige kirke om, hvorvidt frafaldne præster fortsat kunne forvalte gyldige sakramenter; kirkefaderen Augustin bekæmpede bevægelsen, der blev fordømt ved synoden i Karthago i 411. En tredje bærer er den romerske grammatiker Aelius Donatus (300-tallet), lærer for kirkefaderen Hieronymus; hans latinske skolegrammatik Ars minor var i brug gennem hele den europæiske middelalder, og forfatterens navn gik i formerne donat og donet over til at betyde 'grammatik' eller 'lærebog' i flere sprog. Den italienske kortform Donato bæres blandt andre af renæssancebilledhuggeren Donatello (Donato di Niccolò, ca. 1386–1466).

Popularitet

Bruges ikke som dåbsnavn i moderne Danmark. Navnet lever videre som almanakdato og i kirke- og lærdomshistorien.

Beslægtede navne

• Donato