Damasus

Oprindelse

Damasus kommer af græsk Dámasos, formentlig afledt af verbet damázō ('tæmme, betvinge'), og tolkes da som 'den tæmmende' eller 'sejrherren'. Navnet er kendt fra oldkirkens og middelalderens pavehistorie og nåede den danske almanak gennem den latinske kirketradition. Sideformen Damasius hører til samme rod.

Betydning

'Den tæmmende' eller 'sejrherren' — formentlig afledt af græsk damázō ('tæmme').

Kulturelle referencer

Pave Damasus 1. (ca. 305–384) var pave fra 366 til sin død og bestilte i 382 sin sekretær Hieronymus til at revidere de latinske bibeloversættelser — arbejdet, der blev til Vulgata, den katolske kirkes officielle bibeltekst gennem halvandet årtusinde. Damasus var tillige en dygtig digter, der lod sætte latinske versindskrifter (epigrammer) på de tidlige martyrers grave i Roms katakomber, og han fremmede latin som kirkesprog i Rom. Selve valget i 366 var dog blodigt omstridt: en mindretalsgruppe valgte modpaven Ursinus, og striden mellem de to lejre kostede mange livet, før Damasus sikrede sig magten. Hans festdag den 11. december er bevaret i den danske almanak. Navnet bæres desuden af pave Damasus 2. (født Poppo, biskop af Brixen), der blev indsat i juli 1048, men døde allerede 23 dage senere. Damasus' kulturelle eftermæle ligger frem for alt i den vestlige bibeltradition og i de versindskrifter, han lod hugge i den særlige skrift, hans kalligraf Furius Dionysius Filocalus udformede.

Popularitet

Damasus bruges ikke som dåbsnavn i moderne Danmark. Navnet lever videre som almanakdato og i kirke- og bibelhistorien, hvor det først og fremmest forbindes med Vulgata-oversættelsens tilblivelse.

Beslægtede navne

• Damasius