Cornelius

Oprindelse

Cornelius er et romersk slægtsnavn (nomen gentile) af mulig etruskisk oprindelse, traditionelt forbundet med latinens cornu ('horn'), selv om den ældste betydning er usikker. Cornelierne var en af den romerske republiks mægtigste slægter. Som personnavn bredte navnet sig i den kristne verden gennem dyrkelsen af centurionen Cornelius og senere pave Cornelius, og det kom til Danmark ad kirkelig vej i middelalderen. Den korte form Cornel og den nedertysk-nederlandske form Cornelis hører til samme navnefamilie, mens patronymet Corneliussen lever videre som dansk efternavn.

Betydning

Usikker oprindelse — traditionelt afledt af latinens cornu, 'horn', men den oprindelige betydning af det etruskisk-romerske slægtsnavn er omdiskuteret.

Kulturelle referencer

Cornelius optræder i Apostlenes Gerninger som en romersk centurion i Cæsarea, der ifølge beretningen blev døbt af apostlen Peter som den første ikke-jødiske kristne og dermed markerer hedningemissionens begyndelse. Pave Cornelius (251–253) ledede kirken under striden om de frafaldnes genoptagelse og døde i landflygtighed under kejser Trebonianus Gallus' forfølgelse; han regnes som martyr. Blandt verdslige bærere er den romerske biograf Cornelius Nepos (ca. 110–25 f.Kr.), hvis korte levnedsskildringer af berømte mænd er en hovedkilde til antik biografi, og den amerikanske jernbane- og skibsfartsmagnat Cornelius Vanderbilt (1794–1877), i sin tid en af USA's rigeste mænd. I tysk og nederlandsk navnetradition har Cornelius desuden levet videre som klassisk lærde- og adelsnavn.

Popularitet

Cornelius er sjældent som dåbsnavn i moderne Danmark og bærer en lærd, gammeldags klang. Navnet bevares især gennem almanakkens navnedag den 3. juli og lever videre i efternavne som Corneliussen og Cornelius. Den korte form Cornel bruges kun sporadisk.

Beslægtede navne

• Corneliuss
• Cornel
• Cornelis