Cladius

Oprindelse

Cladius er en gammel almanakform — en forvansket stavemåde af det romerske Claudius, der stammer fra latinens claudus ('halt'). Claudius var navnet på en af Roms fornemste patricierslægter, gens Claudia, og blev båret af både kejsere og helgener. Til Danmark er Cladius bevaret i den traditionelle almanak fra den førreformatoriske kalendertradition, mens den korrekte form er Claudius. Formerne Claudius, det franske Claude og det italienske Claudio hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den halte' — afledt af latinens claudus; oprindelig et romersk slægtsnavn.

Kulturelle referencer

Den mest kendte bærer er den romerske kejser Claudius (10 f.Kr.–54 e.Kr.), under hvem romerne i år 43 indledte erobringen af Britannien; han er blevet folkekær i nyere tid gennem Robert Graves' romaner I, Claudius (1934) og Claudius the God (1935), der skildrer den stammende, oversete kejser indefra. Selve almanakdagen den 8. november hører derimod til Sankt Claudius, en af de såkaldte fire kronede martyrer (Quattuor Coronati): efter legenden var Claudius, Nicostratus, Symphorian, Castor og Simplicius pannoniske stenhuggere, der under Diocletian nægtede at hugge en hedensk gudestatue og derfor led martyrdøden. De blev særligt dyrket af middelalderens stenhuggerlav og bygmestre, og en basilika på Caelius-højen i Rom er viet til dem. Festdagen den 8. november er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Cladius bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og er ikke registreret som dåbsnavn; den optræder alene som almanakdato. Den korrekte form Claudius forekommer enkelte gange, oftest som mellemnavn i ældre slægter, og har en klassisk, romersk klang, mens den fordrejede form Cladius i dag kun mødes i kalenderen.

Beslægtede navne

• Claudius
• Claude