Bonifacius

Oprindelse

Bonifacius opfattes almindeligvis som 'den, der gør det gode' eller 'velgører', læst som en sammensætning af latinens bonum ('det gode') og en form af facere ('gøre'). En ældre tolkning ser navnet som oprindelig Bonifatius af bonum fatum ('god skæbne, lykke'), siden omtydet i kristen tradition. Navnet er båret af en lang række paver og helgener og kom ad kirkelig vej ind i den europæiske kalender. Formen Bonifatius og den franske Boniface hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Velgører' eller 'den, der gør det gode' — sammensat af latinens bonum og facere; muligvis oprindelig 'god skæbne'.

Kulturelle referencer

Sankt Bonifacius (ca. 675–754), født Wynfreth i England, kaldes 'Tysklands apostel'. Han var en angelsaksisk benediktinermunk og missionsbiskop, der ifølge den berømte legende fældede Donar-egen ved Geismar for at vise den kristne Guds overmagt over de hedenske guder, holdt en række kirkemøder og i 744 grundlagde klostret i Fulda, der blev et åndeligt centrum i Tyskland. I 754 blev han og hans ledsagere dræbt ved Dokkum i Frisland, mens han forberedte sig på at firme nyomvendte; han er begravet i Fulda, der siden har været tysk katolicismes nationalhelligdom. Festdagen den 5. juni er bevaret i den danske almanak og svarer til hans dødsdag. Otte paver har desuden båret navnet, heriblandt Bonifacius 8., der i år 1300 udråbte det første kristne jubelår, hvor pilgrimme til Rom kunne opnå fuld aflad.

Popularitet

Bonifacius bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og er ikke registreret som dåbsnavn. Det lever videre i kirkehistorien og i almanakken som en gammel mærkedag fra den førreformatoriske helgenkalender. Navnet har en højtidelig, latinsk-kirkelig klang og kendes bedst som helgen- og pavenavn.

Beslægtede navne

• Bonifatius
• Boniface