Blasius

Oprindelse

Blasius kommer af det græske Blásios, hvis oprindelse er usikker; den gængse tolkning afleder det af latinens blaesus ('læspende, med utydelig tale'). Navnet er frem for alt knyttet til Sankt Blasius af Sebaste, en armensk biskop fra begyndelsen af 300-tallet, og bredte sig over hele det katolske Europa gennem hans dyrkelse. Til Danmark kom det ad kirkelig vej i middelalderen. De romanske former Blaise og Blas hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den læspende' eller 'den utydeligt talende' — efter den gængse tolkning afledt af latinens blaesus; den græske oprindelse er dog usikker.

Kulturelle referencer

Sankt Blasius var efter overleveringen biskop i Sebaste i Armenien og led martyrdøden under kejser Licinius' kristenforfølgelse omkring år 316. Ifølge legenden var han læge før sit bispeembede og reddede en dreng, der var ved at blive kvalt af et fiskeben i halsen; derfor påkaldes han især mod halssygdomme. Ved hans festdag den 3. februar foretages stadig den såkaldte Blasiusvelsignelse i den katolske kirke, hvor præsten holder to korslagte, tændte stearinlys ved den troendes hals. Blasius regnes blandt de fjorten nødhjælpere, en gruppe særligt påkaldte hjælpehelgener, hvis dyrkelse fik stærk vind i sejlene under den sorte død omkring midten af 1300-tallet. Han er tillige skytshelgen for uldkæmmere — efter traditionen blev han pint med jernkamme — og for husdyr. I dansk almanaktradition er dagen bevaret som en gammel mærkedag fra den førreformatoriske helgenkalender.

Popularitet

Blasius bruges stort set ikke som personnavn i moderne Danmark og er ikke et udbredt dåbsnavn. Navnet lever først og fremmest videre som almanakdato og i den katolske halsvelsignelsestradition, der stadig markeres omkring den 3. februar. Klangen er klassisk og kirkelig, og navnet kendes bedre som helgennavn end som fornavn.

Beslægtede navne

• Blaise
• Blas