Bernhard

Oprindelse

Bernhard er et germansk mandsnavn sammensat af bero ('bjørn') og hard ('stærk, hærdet'), altså 'stærk som en bjørn'. Det er belagt fra tidlig middelalder over hele Nordeuropa og bredte sig som helgennavn efter Bernhard af Clairvaux. Til Danmark kom det dels ad kirkelig, dels ad nedertysk vej. Formerne Bernard og Bernt hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Stærk som en bjørn' eller 'den bjørnehårde' — sammensætning af det germanske bero, 'bjørn', og hard, 'stærk, hærdet'.

Kulturelle referencer

Sankt Bernhard af Clairvaux (1090–1153) reformerede cistercienserordenen, prædikede det andet korstog og prægede middelalderens fromhedsliv så dybt, at han kaldtes 'den honningflydende lærer'; han blev helgenkåret i 1174 og i 1830 udnævnt til kirkelærer, og hans navnedag den 20. august svarer til hans festdag. Bjergpasset og hunderacen Sankt Bernhard er derimod opkaldt efter en anden helgen, Bernhard af Menthon. Blandt danske bærere er digteren Bernhard Severin Ingemann (1789–1862), der skrev historiske romaner og folkekære salmer som 'Dejlig er jorden' og 'I østen stiger solen op'; fra 1822 virkede han som lektor ved Sorø Akademi og regnedes efter Oehlenschlägers død i 1850 som landets førende digter. Hertil kommer dyrlægen Bernhard Bang (1848–1932), der i 1897 påviste den bakterie, der forårsager smitsom kvægkastning — internationalt kendt som Bangs sygdom.

Popularitet

Bernhard har en gammeldags, fast klang og findes især blandt mænd født før midten af 1900-tallet. Som dåbsnavn er det sjældent i 2000'erne og 2010'erne, men bevarer en kulturel og kirkehistorisk genkendelighed. Kortformen Bernt har tidvis været mere brugt.

Beslægtede navne

• Bernard
• Bjørn
• Bernt