Benignus

Oprindelse

Benignus stammer fra latinens benignus ('venlig, godhjertet, velvillig'), dannet af bene ('godt') og en rod beslægtet med genus ('æt, byrd'). Som personnavn blev det båret af flere tidligkristne biskopper og martyrer i Gallien og Burgund og kom ad kirkelig vej ind i den europæiske helgenkalender. Til Danmark er det bevaret i den traditionelle almanak fra den førreformatoriske kalendertradition. De romanske former Benigno og Bénigne hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den venlige' eller 'den godhjertede' — afledt af latinens benignus, egentlig 'velvillig, af god æt'.

Kulturelle referencer

Sankt Benignus af Todi var ifølge traditionen en præst, der led martyrdøden under kejser Diocletians kristenforfølgelser omkring år 303, og det er hans festdag den 13. februar, der er bevaret i den traditionelle danske almanak fra den førreformatoriske helgenkalender. Navnet bæres dog af flere tidligkristne helgener, hvilket ofte fører til forveksling: Sankt Benignus af Dijon dyrkes som Burgunds første martyr og apostel, og katedralen Saint-Bénigne i Dijon bærer hans navn, mens Sankt Benignus af Armagh efter traditionen var en af Sankt Patricks nære disciple og hans efterfølger som biskop i Irland. Fælles for dem er, at de hører til de mange almanaknavne, hvis dyrkelse i Norden er svundet ind til en ren datomarkør uden en levende kult bag sig.

Popularitet

Benignus bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og er ikke registreret som dåbsnavn. Det lever udelukkende videre som almanakdato fra den førreformatoriske helgenkalender og hører til de mere sjældne, rent latinske navne i den danske kalender. Klangen er kirkelig og lærd, og navnet mødes i dag næsten kun i kalendersammenhæng og i romersk-katolsk helgenhistorie.

Beslægtede navne

• Benigno
• Bénigne