Benedictus

Oprindelse

Benedictus kommer af latinens benedictus ('velsignet'), perfektum participium af benedicere ('velsigne, tale godt om'), sammensat af bene ('godt') og dicere ('sige'). Navnet er frem for alt knyttet til Sankt Benedikt af Nursia, klosterreglens fader, og bredte sig som helgennavn over hele det katolske Europa. Til Danmark kom det ad kirkelig vej i middelalderen. De danske former Bent, Bendt og Bendix samt det franske Benoît hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den velsignede' — afledt af latinens benedicere, 'velsigne'.

Kulturelle referencer

Sankt Benedikt af Nursia (ca. 480–547) grundlagde klostret på Monte Cassino og forfattede Regula Benedicti, klosterreglen, der med det benediktinske motto 'ora et labora' ('bed og arbejd') blev fundamentet for vesteuropæisk klosterliv i halvandet årtusinde og dermed for benediktinerordenen. I 1964 udråbte pave Paul 6. ham til Europas skytshelgen. Navnet er båret af en lang række paver, senest Benedikt 16. (Joseph Ratzinger, pave 2005–2013). I middelalderens Danmark drev benediktinermunke en række klostre, blandt andet i Odense og ved flere domkirker, og Benedikt-medaljen med bogstaverne for den latinske bønneformel mod det onde er stadig en kendt katolsk amulet. I kunsten fremstilles helgenen typisk i sort benediktinerkutte med bog og abbedstav. Festdagen den 21. marts, der er bevaret i den danske almanak, falder traditionelt på dagen for helgenens død; i den nyere katolske kalender fejres han dog den 11. juli.

Popularitet

Benedictus er sjældent som førstenavn i moderne Danmark. Den korte form Bent var derimod et af de allermest udbredte danske drengenavne i 1900-tallet, særligt blandt mænd født i 1930'erne–1950'erne, og giver navnefamilien en stærk folkelig forankring.

Beslægtede navne

• Bent
• Bendix
• Bendt
• Benoît