Barnabas

Oprindelse

Barnabas kommer af aramæisk bar Naḇyā', traditionelt tolket som 'trøstens søn' eller 'profetiens søn'. Ifølge Apostlenes Gerninger var det et tilnavn, som de første kristne gav levitten Josef fra Cypern, da han solgte sin jord og gav pengene til menigheden i Jerusalem. Gennem den bibelske overlevering har navnet levet videre i den europæiske kalendertradition. Formerne Barnaby og Barnabé hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Trøstens søn' eller 'opmuntringens søn' — sammensat af det aramæiske bar, 'søn'.

Kulturelle referencer

Apostlen Barnabas var Paulus' rejsefælle på den første missionsrejse og en af den tidlige kirkes nøgleskikkelser, der ifølge Apostlenes Gerninger blev sendt ud fra menigheden i Antiokia, hvor Jesu tilhængere ifølge beretningen for første gang blev kaldt kristne. Han regnes som grundlægger af kirken på Cypern og skal efter traditionen være lidt martyrdøden i Salamis, hvor hans grav ifølge legenden i 488 blev genfundet med en afskrift af Matthæusevangeliet; fundet sikrede efter traditionen den cypriotiske kirkes selvstændighed under kejser Zeno, og Barnabas regnes som Cyperns skytshelgen. Festdagen den 11. juni er en gammel mærkedag i den danske almanak; i ældre, førreformatorisk kalendertradition lå dagen tæt på midsommer og blev forbundet med årets lyse højdepunkt. Det apokryfe Barnabasevangelium og det såkaldte Barnabasbrev bærer begge hans navn uden at stamme fra ham.

Popularitet

Barnabas bruges stort set ikke som personnavn i moderne Danmark og er bevaret i bibelsk og almanaksammenhæng. Navnet har en gammeltestamentlig-nytestamentlig klang og kendes bedst som apostelnavn snarere end som dåbsnavn.

Beslægtede navne

• Barnaby
• Barnabé