Barbara

Oprindelse

Barbara kommer af græsk bárbaros ('udlænding, fremmedsproget'), som grækerne brugte om alle, der ikke talte græsk, og hvis tale lød som 'bar-bar'. Hunkønsformen bárbara, 'den fremmede kvinde', blev som personnavn udbredt gennem dyrkelsen af Sankt Barbara. Til Danmark kom det ad kirkelig vej i middelalderen. Formerne Barbro og Barbra samt koseformerne Babette og Babs hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den fremmede' eller 'udlændingen' — afledt af græsk bárbaros.

Kulturelle referencer

Sankt Barbara er en af de fjorten nødhjælpere og skytshelgen for blandt andre artillerister, minearbejdere og folk, der arbejder med sprængstof; hendes festdag den 4. december markeres stadig af artillerienheder i flere lande, også det danske artilleri. Ifølge legenden blev hun spærret inde i et tårn af sin hedenske far Dioscorus og lod under indespærringen et tredje vindue indsætte som symbol på Treenigheden; efter sin omvendelse blev hun halshugget af faderen, der straks blev ramt af lynet — derfor påkaldes hun mod lynnedslag og pludselig død og fremstilles i kunsten med tårnet som attribut. Forfatteren Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara (1939), skrevet på dansk og udgivet efter hans død, er en af 1900-tallets store danske kærlighedsromaner og blev i 1997 filmatiseret af Nils Malmros i en af tidens dyreste danske produktioner, der vandt fire Robert-priser.

Popularitet

Barbara er en klassiker, der var mest brugt blandt kvinder født i 1950'erne–1970'erne. Navnet har trukket sig som dåbsnavn i 2000'erne, men bevarer stærk genkendelighed og en international, lidt mondæn klang.

Beslægtede navne

• Babette
• Barbra
• Barbro
• Babs