Arnolphus

Oprindelse

Arnolphus er en latiniseret skoleform af det germanske Arnulf, sammensat af arn ('ørn') og wulf ('ulv'), altså 'ørneulven'. Formen med den latinske endelse -us hørte hjemme i kirkelige og lærde kilder fra middelalderen, mens de folkelige nordiske former som Arnulf og kortformen Arne vandt langt større udbredelse. Navnet er nært beslægtet med Arnold, hvor andetleddet wald ('herredømme') træder i stedet for wulf. Begge led, arn og wulf, hører til de klassiske germanske kraftord knyttet til styrke og kamp.

Betydning

'Ørneulv' — en sammensætning af to germanske dyrebetegnelser, ørnen og ulven, der begge stod som billeder på styrke, mod og kampkraft i den gamle navngivning.

Kulturelle referencer

Sankt Arnulf af Metz (ca. 582–640) var først kriger og hofmand ved den austrasiske kongemagt, siden biskop af Metz og til sidst eneboer; han regnes som en af den karolingiske slægts stamfædre, idet hans søn Ansegisel blev fader til Pippin af Herstal og dermed forfader til Karl den Store. Efter overleveringen skete der et ølunder, da hans jordiske rester i 642 blev ført tilbage til Metz: en ringe rest øl i bunden af en krukke slog uventet til for hele pilgrimsfølget, og af den grund blev Arnulf skytshelgen for bryggere. Hans festdag den 18. juli er bevaret som navnedag i den danske almanak. Den latinske form Arnolphus optræder især i middelalderlige kirke- og lærdomskilder, mens danskere i praksis har brugt de jævnere nordiske former.

Popularitet

Yderst sjældent som personnavn i moderne Danmark, hvor den latinske form Arnolphus først og fremmest lever som almanakdato. De beslægtede former Arnulf og Arnoul samt den langt mere udbredte kortform Arne hører til samme navnefamilie og har holdt rodbetydningen i live på tværs af generationer.

Beslægtede navne

• Arnulf
• Arnoul
• Arne