Antonius

Oprindelse

Antonius er et romersk slægtsnavn (gentilicium) af usikker, muligvis etruskisk oprindelse. Marcus Antonius og det senere Antoninus-dynasti gjorde det til et af de mest udbredte navne i kejsertidens Rom, og gennem kirkens helgener nåede det Danmark i middelalderen. Den folkelige danske kortform Anton har siden taget næsten al plads fra den fulde latinske form. Den udbredte stavemåde med -h- (Anthony, Anthonius) skyldes en senere fejlagtig tilknytning til græsk anthos ('blomst').

Betydning

Usikker oprindelse — et romersk gentilicium uden sikker betydning. Den folkelige kobling til græsk anthos ('blomst') er en senere omtydning uden sproglig dækning.

Kulturelle referencer

Den romerske feltherre Marcus Antonius (83–30 f.Kr.) var Cæsars støtte og siden Octavians rival og er kendt for sit forhold til Kleopatra; efter nederlaget ved Actium i 31 f.Kr. tog han sit eget liv i Egypten. Sankt Antonius den Store (ca. 251–356) regnes som ørkenfædrenes urfader og den kristne klostertraditions grundlægger; hans festdag den 17. januar er navnedagen i den danske almanak. Sankt Antonius af Padova (1195–1231), født Fernando i Lissabon, blev franciskaner og er en af kirkens mest dyrkede helgener, påkaldt for tabte ting, med festdag den 13. juni. I dansk middelalderkultur var Antoniterordenen kendt for sit hospitalsvæsen.

Popularitet

Sjældent som hovednavn i moderne Danmark, hvor den fulde form mest bæres i kirkelige og historiske sammenhænge. Den korte form Anton har derimod oplevet en stærk renæssance siden 2000'erne og ligger jævnligt højt på listerne over nyfødte drenges navne, mens sideformerne Antonio og Antonia knytter navnet til en bredere europæisk tradition.

Beslægtede navne

• Anton
• Antoni
• Antonio
• Antonia