Angelus

Oprindelse

Angelus kommer af latinens angelus ('engel, sendebud'), der selv er et låneord fra græsk ángelos ('budbringer'). Ordet blev i kristen tid betydningsmættet og brugt både som personnavn og som navn på den katolske bøn Angelus Domini. Som dåbsnavn voksede det især frem i italiensk tradition, mens det i Norden alene nåede helgenkalenderen. Sideformerne Angel og det italienske Angelo hører til samme navnefamilie, ligesom det beslægtede kvindenavn Angela.

Betydning

'Engel' eller 'budbringer' — afledt af græsk ángelos, der oprindelig betegnede et sendebud, men i bibelsk sprog blev til betegnelsen for Guds himmelske udsendinge.

Kulturelle referencer

Sankt Angelus af Jerusalem (1185–1220) regnes som en af karmelitterordenens første martyrer. Efter overleveringen blev han født i Jerusalem som søn af jødiske forældre, der gik over til kristendommen, og han trådte sammen med sin tvillingebror tidligt ind i karmelitterordenen. Han kom til Sicilien for at prædike, og hans hvasse forkyndelse mod magtfulde mænds usædelige liv kostede ham livet: han blev overfaldet og dræbt med sværd i byen Licata i 1220, hvor han efter overleveringen nåede at tilgive sine drabsmænd, før han døde. Han blev helgenkåret af pave Pius 2. i 1459 og er skytshelgen for blandt andet Licata og Palermo. Hans egentlige festdag er den 5. maj, men i den danske almanak er navnet bevaret på den 13. oktober. Den latinske bøn Angelus Domini, der ringes ind tre gange dagligt, har desuden holdt selve ordet bredt kendt gennem kirkehistorien.

Popularitet

Bruges ikke som fornavn i moderne Danmark og lever videre i almanakken og i den karmelitiske tradition. Sideformerne Angel og Angelo bæres derimod i italiensk- og spansktalende lande og forekommer enkelte steder blandt danske familier med sydeuropæiske rødder.

Beslægtede navne

• Angel
• Angelo