Ammon

Oprindelse

Ammon er et navn med flere uafhængige rødder. På hebraisk kendes folkenavnet Ammon: ammonitterne var ifølge Første Mosebog efterkommere af Lots søn, og navnet forklares her som 'søn af mit folk'. Helt uafhængigt heraf er Amon (også skrevet Amun) en af det gamle Egyptens hovedguder, hvis navn menes at betyde 'den skjulte', og som ofte optræder i sammensætningen Amon-Ra. I kristen tradition bæres navnet desuden af en af ørkenfædrene, og det er ad den vej, formen Ammon nåede den danske helgenkalender. Sideformen Amon hører til samme navnefamilie.

Betydning

Betydningen afhænger af oprindelsen: det hebraiske folkenavn tolkes som 'søn af mit folk', mens den egyptiske gud Amon snarest betyder 'den skjulte'. De to rødder er sproghistorisk uafhængige af hinanden.

Kulturelle referencer

Sankt Ammon den Store (ca. 294–356) regnes som en af pionererne blandt de egyptiske ørkenfædre. Efter overleveringen levede han atten år i et kysk ægteskab, før han trak sig tilbage til ødemarken syd for Mareotis-søen, hvor han slog sig ned i Nitrien og Scetis og samlede de spredte eneboere i et fælles klosterliv; ham tilskrives traditionelt grundlæggelsen af munkekolonien Kellia. Han virkede side om side med Antonius den Store, der overlevede ham, og som ifølge Athanasios' levnedsskildring så Ammons sjæl båret til himlen af engle. Den egyptiske gud Amon, dyrket i de store templer i Karnak og Luxor, hører derimod til en helt anden, førkristen verden, men har gennem navneformen sat sig spor i den europæiske lærdomstradition. Festdagen den 19. februar er bevaret i den gamle danske almanak.

Popularitet

Forekommer praktisk talt ikke som personnavn i moderne Danmark og kendes først og fremmest som almanakdato og som religions- og kulturhistorisk reference. Sideformen Amon hører til samme navnefamilie, men også den er ude af brug som dåbsnavn.

Beslægtede navne

• Amon