Ambrosius

Oprindelse

Ambrosius stammer fra græsk ambrósios ('udødelig, guddommelig'), afledt af ámbrotos ('udødelig'), der er dannet af nægtelsen a- og roden for 'dødelig'. Beslægtet er ordet ambrosia, der i den græske mytologi betegnede gudernes føde, som skænkede udødelighed. Navnet bredte sig i den kristne kirke gennem dyrkelsen af Sankt Ambrosius af Milano og nåede Danmark gennem den latinske helgenkalender, hvor det fik plads som almanaknavn den 4. april. Det har holdt sig som en lærd og kirkelig form snarere end som et udbredt dåbsnavn, og kortformerne Ambros og Ambrose hører til samme navnefamilie.

Betydning

'Den udødelige' eller 'den guddommelige' — afledt af græsk ambrósios. Betydningen knytter navnet til ambrosia, gudernes udødelighedsføde, og dermed til forestillingen om et liv hinsides døden.

Kulturelle referencer

Sankt Ambrosius (ca. 339–397), biskop i Milano, regnes som en af den vestlige kirkes fire store kirkefædre og som grundlægger af den ambrosianske hymnetradition; hans prædikener var med til at føre den unge Augustin til kristendommen, og han satte sig varige spor i liturgi og kirkesang. Den mest kendte danske bærer er rokokodigteren Ambrosius Stub (1705–1758), der kom fra Fyn og endte sine dage fattig som skoleholder i Ribe. Han mestrede tidens lyriske genrer — arien, drikkevisen, den gudelige sang og det moralske læredigt — men fik først efter sin død sin plads i litteraturhistorien; digtet 'Den kiedsom vinter gik sin gang', trykt i 1771, hører til den danske lyriks klassikere. Navnedagen ligger den 4. april.

Popularitet

Bruges yderst sjældent som fornavn i moderne Danmark og høres næsten kun i kirkehistoriske og lærde sammenhænge. Den klassiske, akademiske klang har dog bevaret en vis genkendelighed, ikke mindst takket være digteren Ambrosius Stub, og de beslægtede former Ambros og Ambrose hører til samme navnefamilie.

Beslægtede navne

• Ambros
• Ambrose