Amandus

Oprindelse

Amandus kommer af latinens amandus, gerundivumformen af verbet amare ('elske'), og betyder 'den, der bør elskes' eller 'den elskelige'. Navnet blev båret af flere middelalderhelgener og nåede Danmark gennem den kirkelige tradition. I dansk navngivning er det dog frem for alt gennem den feminine afledning Amanda — dannet af digtere og forfattere i 1600-tallet direkte af det latinske ord — at navnefamilien er blevet levende.

Betydning

'Den elskelige' eller 'den, der bør elskes' — en gerundivform af amare ('elske'), der bogstaveligt udtrykker, at bæreren er værd at elske.

Kulturelle referencer

Sankt Amandus af Maastricht (ca. 584–675) var en frankisk missionsbiskop, der prædikede kristendommen i nutidens Belgien og Nordfrankrig, grundlagde klostre omkring Gent og siden er blevet kaldt Flanderns apostel; han var en af områdets mest dyrkede helgener, og hans festdag den 26. oktober er bevaret i den danske almanak som et levn fra den førreformatoriske helgenkalender. I dansk sammenhæng knytter den største kulturelle genklang sig dog til den feminine form Amanda: revyvisen 'Min Amanda var fra Kerteminde' fra 1893, med musik af Axel Schwanenflügel, gjorde navnet folkekendt, og i 1954 rejste man ved Langebro i Kerteminde billedhuggeren Robert Lund-Jensens granitstatue af fiskerpigen Amanda, der siden er blevet byens vartegn.

Popularitet

Hankønsformen Amandus er yderst sjælden i moderne dansk navngivning. Den feminine form Amanda var derimod populær i 1980'erne og første halvdel af 1990'erne, hvorefter den aftog mærkbart fra omkring årtusindskiftet. Navnefamilien lever i dag næsten udelukkende videre i den kvindelige form.

Beslægtede navne

• Amand
• Amanda