Albinus

Oprindelse

Albinus er afledt af latinens albus ('hvid') med endelsen -inus, der danner egennavne, og betyder altså 'den hvide'. Navnet er belagt i romerske kilder helt tilbage til republikkens tid og hører til den store albus-familie sammen med de beslægtede Albin, Albanus og kvindenavnet Albina. Til Danmark kom navnet gennem den latinske helgenkalender, hvor det især blev knyttet til den frankiske biskop Sankt Albinus af Angers, og det har aldrig været i brug som egentligt dansk dåbsnavn.

Betydning

'Den hvide' — afledt af latinens albus med den navnedannende endelse -inus. Den lyse, klare grundbetydning deler navnet med hele albus-familien.

Kulturelle referencer

Sankt Albinus af Angers (ca. 470–550), på fransk kaldt Aubin, var en biskop af gammel gallo-romersk slægt fra egnen omkring Vannes i Bretagne. Han levede som munk og blev omkring 504 valgt til abbed, og fra 529 var han biskop af Angers. Overleveringen fremhæver hans gavmildhed mod syge, fattige, enker og forældreløse og især hans arbejde for at frikøbe fanger og slaver, og der knyttedes talrige undere til ham både i levende live og efter hans død. Hans dyrkelse bredte sig fra det vestlige Frankrige til store dele af Vesteuropa, og talrige kirker bærer hans navn. Festdagen den 1. marts indleder foråret i den danske almanak, og dagen blev tidligere brugt som vejrmærke i landbobefolkningen, der spåede om det kommende forårsvejr ud fra dens tegn.

Popularitet

Næsten udgået som personnavn i Danmark, hvor det først og fremmest lever videre i almanakken og kirkehistorien. De beslægtede former Albin og Albinos hører til samme navnefamilie, og den lyse rodbetydning 'hvid' deler navnet med Albanus og kvindenavnet Albina. Som dåbsnavn til nyfødte ses Albinus stort set ikke.

Beslægtede navne

• Albin
• Albinos