Ægidius

Oprindelse

Ægidius kommer af græsk Aigídios, afledt af aigídion ('lille gedeskind'), en diminutiv af aíx ('ged'); nogle knytter formen til aigís, det gedeskindsskjold, der i mytologien tilskrives Athene og Zeus. Via den latinske form Aegidius bredte navnet sig over Vesteuropa gennem middelalderens dyrkelse af Sankt Ægidius. Det kom ind i dansk kalendertradition som helgendag, mens de folkelige former Gilles (fransk), Giles (engelsk), Egidio (italiensk og spansk) og kortformen Gil bærer den samme rod videre.

Betydning

'Lille gedeskind' eller 'gedehyrde' — afledt af græsk aigídion, diminutiv af aíx ('ged'); enkelte forbinder navnet med skjoldet aigís.

Kulturelle referencer

Sankt Ægidius (latin Aegidius, fransk Saint-Gilles, ca. 650–710) var ifølge legenden en græsk eneboer fra Athen, der bosatte sig i skovene ved Rhône og Gard i Provence med en tam hind som eneste følgesvend. Da en gotisk konge — i overleveringen kong Wamba — jagede hinden og skød en pil ind i krattet, kastede Ægidius sig foran dyret og fik selv pilen i låret, hvilket gjorde ham halt for livet. Netop derfor blev han skytshelgen for halte, handicappede, spedalske og ammende mødre. Han er en af de fjorten nødhjælpere og den eneste ikke-martyr blandt dem, oprindelig påkaldt mod pesten. Den benediktinerabbedi, kongen siden grundlagde for ham — Saint-Gilles-du-Gard — blev et stort valfartsmål på pilgrimsvejen fra Arles til Santiago de Compostela. Hans festdag den 1. september er bevaret i den danske almanak.

Popularitet

Bruges ikke som personnavn i moderne Danmark og lever videre som almanakdato. De beslægtede former Gil og Gilles forekommer yderst sjældent, mens den engelske form Giles har en selvstændig historie som adels- og helgennavn. I dansk sammenhæng står Ægidius som et rent kalendernavn fra den førreformatoriske helgendyrkelse.

Beslægtede navne

• Gilles
• Giles
• Gil